For at forstå østens kropkultur er man nødt til at vende blikket til det indiske område. Situationen for ca. 2500 år siden er den, at Indien er opdelt i 4 klasser eller kaster. Det er
1. Brahminerne (præsterne), som står for den åndelige magt.
2. Ksatreya (krigerkasten), som står for den verdslige magt.
3. Vaisya som var bønder, handlende og håndværkere.
4. Sudra kasten var de almindelige arbejder og til sidst
5. De kastløse, de urørlige.
Ksatreya kasten var organiseret i familier og klaner som i hovedsagen beskæftigede sig med deres kunstarter med henblik på højere åndelige mål.
Af denne grund havde de en højt udviklet æreskodeks. Dette er senere smittet af på både de Japanske samuraier og de europæiske ridderordner.
Militæret havde 4 faggrupper stridsvogne, elefant divisioner, kavaleri (bueskytter) og fodfolket. Gruppernes våben varierede svarende til det anvendelige i de enkelte fag. Det samme gjorde deres træningsformer.
Der anvendtes en rækker forskellige våben i krigssituationer. Mest karakteristisk var den såkaldte Vajra en kølle, som i den pikkede version kaldtes for tordenkilen.
Af andre våben kan nævnes spyd, slynger og buer.
Med hensyn til ubevæbnet kamp udviklede Ksatreya kasten et system kaldet Vajramukti, som betyder tordenkile næven. Det var et system, som kombinerede brydning, kast, slag, stød og taktik for at undvige. Et komplet kampsystem.
I fredstid foregik Vajramukti træning ved brug af serier af angreb og forsvar. Disse serier kaldtes for Nata.
Nata træning var anerkendt som et åndeligt studium. Dens guddommelige repræsentant var Nataraja (Shiva), som repræsenterede oplysning ved fysisk og mental koncentration. I kunsten ses han ofte med en særegen håndstilling Mudra kaldet Abaya mudra, som betyder ingen frygt og ofte samtidig Varada mudra, der betyder jeg tilgiver alt.
Abaya mudra udføres normalt med højre hånd i en cirkulær bevægelse hvilket betød at ethvert angreb blev afværget på en uskadelig måde. Denne Mudra repræsenterer derfor det ultimative uselviske selvforsvar.
Med tiden blev de lange vanskelige Nata opdelt i simplere korte serier kaldet Pratima, som kunne være en enkel øvelse i at forene ånd sind og krop til en totalbevægelse.
Den centrale mening med Pratima var at åbenbare og genkende udøverens Sthana eller stilling. Med Sthana menes der udøverens fuldstændige selvforståelse gennem at stå i den aktuelle stilling.
At træne stillinger blev ofte anvendt i Vajramukti udøvelse. Det kaldtes for Samasthana, som betyder form. De repræsenterede en række øvelser til at følge, blande sig ind i og opløse de forskellige stillinger fysisk og mentalt i bevidsthed om den store enhed og opleve totaliteten.
Det er her vigtigt at gøre sig klart, at Shakyamuni, den senere Buddha, var født ind i Ksatreya kasten, fordi det var en buddhistmunk Da Mo, der omkring 525 bragte elementer af denne praksis til Shaolin klostret i Kina.
Det skal desuden huskes, at Shakyamuni var prins af Shakya slægtens leder. Derfor havde han de bedste lærere.
Shakyamuni begyndte sin træning som kriger i 7 års alderen. Hans lærere var Arata, Kalama, og Rudrakarama samt den berømte Nata mester Kshantideva. Kshantideva oplærte Shakyamuni i boksning, holdegreb, gymnastik og våbenkunst, og den unge Shakyamuni blev en højt uddannet kriger.
Der er mange historier om Shakyamunis kundskaber. I en alder af 10 år kastede han en elefant hen ad jorden, og i den sammentrykning, der opstod i jorden anlagde de lokale en vandkanal.
De øvelser, som blev praktiseret, er ikke i dag kendt af den almindelige offentlighed. I samtiden har de næppe heller været det.
Der er dog visse aspekter som er almindeligt kendt. Det er de såkaldte Mudras eller håndstillinger. De mest almindeligt kendte er Dhyana (på kinesisk chan og japansk zen) den anvendes mest ved siddende meditation. Atmanjali mudra bede håndstilling. Abhaya mudra ingen frygt og Varada mudra jeg tilgiver alt. Desuden selvfølgelig Vajra mudra tordenkile håndstillingen.
Dhyana Mudra